Mens EU og den amerikanske præsident, Donald Trump, krydser klinger i handelskrigen om nye toldsatser, fortsætter de danske virksomheder ufortrødent med at eksportere til USA.

Den danske eksport til det amerikanske marked er ligefrem stigende. Det viser tal, der netop er kommet fra Danmarks Statistik.

Det kan være kompliceret at opgøre Danmarks eksport til USA. En stor del af eksporten skyldes Novo Nordisks produktion i USA – eksport, der ikke nødvendigvis krydser den danske grænse.

Derudover består den af vores direkte eksport fra Danmark til USA. Men i maj gik det faktisk lidt fremad for begge dele af vores eksport til den anden side af Atlanten.

»Vi må altså bare konstatere indtil videre, at tolden og den øvrige modvind ikke rigtig er til at få øje på i Danmarks eksport til USA,« siger cheføkonom i Danske Bank Las Olsen.

Det er Kristian Skriver, seniorøkonom i Dansk Erhverv, helt enig i.

»Oven på Trumps kickstart af handelskrigen er det en kærkommen overraskelse, at eksporten til USA holder skindet på næsen. Nok mest overraskende er der også fremgang i den del af eksporten, der krydser den danske grænse,« siger Kristian Skriver.

Frygter for de næste måneder

Tallene for maj kommer, efter Donald Trump i april satte gang i den globale handelskrig.

Tolden på danske varer rammer kun den del, der rent fysisk bevæger sig fra Danmark til USA, og som ikke er medicin, for medicinen er undtaget told indtil videre.

Det foreløbige resultat er, at den amerikanske import fra Danmark og EU er pålagt en told på ti procent. Den told rammer kun den direkte danske eksport til USA, men på trods af det klarede den sig alligevel ganske pænt i maj.

I den sammenhæng skal der lige tages højde for, at vores eksport svinger meget fra måned til måned.

Det samlede billede er derfor indtil videre, at handelskrigen ikke har ramt de danske virksomheder i nævneværdig grad, og det er godt for hele den danske økonomi.

Gennem de senere år har vores eksport været den helt store drivkraft, fordi danskernes privatforbrug fortsat halter lidt.

Nervøsiteten for, hvad der sker i de kommende måneder, er dog til at tage at føle på. 

Det skyldes i høj grad tre ting:

• Dollaren er faldet meget kraftigt siden årsskiftet. Den er blevet svækket med hele 12 procent over for kronen, og det giver virksomhederne færre kroner i kassen for de varer, som de sælger i USA.
• Herudover er væksten i blandt andet privatforbruget i USA gået i stå, og det gør ikke situationen nemmere for de danske virksomheder.
• Derudover er det usikkert, hvor det hele ender med handelskrigen. Trump har varslet højere told på varer fra EU og dermed også Danmark, men den er endnu en gang blevet udskudt. I første omgang til 1. august.

Udskydelsen kan umiddelbart virke som noget positivt, men for virksomhederne betyder den i virkeligheden bare endnu flere uger med usikkerhed. Det er aldrig rart for virksomhederne at agere i.

Ordrerne falder kraftigt

Hvordan det hele ender med handelskrigen, vides naturligt nok ikke på nuværende tidspunkt. Onsdag varslede Trump en told på 200 procent på medicin indfaset over et år til halvandet.

Men i den sammenhæng vil det være en stor fordel, at Novo Nordisk allerede har en meget stor del af sin produktion på det amerikanske marked, hvilket er det, som Trump gerne vil have.

Hos Arbejdernes Landsbank bevarer man også optimismen.

»Det er endnu uvist, hvordan de nye toldsatser lander, og i hvilket omfang de vil påvirke forudsætningerne for international handel. Vi hæfter os ved, at dansk eksport foreløbig står et solidt sted,« siger seniorøkonom Lisette Rosenbeck.

Humøret er noget lavere i Dansk Industri.

»Eksportordrerne er hen over de seneste måneder faldet kraftigt, og halvdelen af industrivirksomhederne mangler efterspørgsel. Det er told og usikkerhed, som har skabt et vakuum i ordrerne,« siger Allan Sørensen.

Han henviser til det seneste konjunkturbarometer for virksomhederne fra Danmarks Statistik. Heraf fremgår det, at omkring halvdelen af de danske virksomheder kunne øge deres produktion, hvis de bare havde flere ordrer.

Han påpeger dog, at eksporten til vores nære markeder i form af blandt andet Tyskland går bedre tider i møde. Der er en massiv tysk investeringsplan på vej, der sandsynligvis kommer til at sætte mere gang i væksten syd for grænsen.

Når vi ser på den eksport, som kommer direkte fra Danmark, er Tyskland vores største eksportmarked. Ser vi på det brede danske erhvervsliv, er det fortsat et uhyre afgørende marked.

Den amerikanske præsident Donald Trumps toldkrig har haft store konsekvenser for Europas største bilproducent, Volkswagen, der melder om svigtende salg til USA.

Det fremgår af en opdatering fra den tyske bilgigant onsdag.

Således faldt leverancerne af køretøjer til Nordamerika med næsten 7 procent i første halvdel af året sammenlignet med samme periode året forinden. Ser man specifikt på USA, er det værre endnu.

- I USA, det vigtigste marked, udgjorde faldet 8,5 procent under udfordrende omstændigheder, skriver Volkswagen.

Ser man kun på de seneste tre måneder, var der tale om et fald på 16,2 procent i Nordamerika.

Her blev der leveret 224.700 køretøjer mod 268.100 i samme periode sidste år.

Det var i slutningen af marts, at Trump meddelte, at der ville komme told på 25 procent på biler.

Også salget i Kina gik tilbage for den tyske bilproducent i det seneste halvår. Her faldt leverancerne med to procent.

Volkswagen omtaler de faldende leverancer til Kina og USA som "forventede". Imens har bilproducenten haft fremgang en række andre steder i verden, og især i Sydamerika steg leverancerne markant - nemlig med 18,3 procent.

Derfor har bilproducenten på verdensplan trods udfordringerne i USA faktisk kunnet notere en mindre stigning i leverancerne på 1,3 procent.

Mens den store tyske bilproducent i høj grad mærker konsekvenserne, har dansk eksport endnu ikke været ramt i så høj grad.

Tidligere onsdag offentliggjorde Danmarks Statistik nye tal for eksporten til blandt andet USA.

De viste, at eksporten til USA steg en smule i maj sammenlignet med april.

Den manglende påvirkning kan skyldes, at mange danske virksomheder, der eksporterer til USA, har produktion uden for Danmark og dermed ikke rammes af tolden, siger økonomer.

Trump har meddelt forhøjede toldsatser på en lang række forskellige handelsvarer og lande for at øge produktionen i USA. Men mange af toldsatserne er blevet sat midlertidigt ud af kraft, så USA kan indgå handelsaftaler med lande.

Den pause varer for en række af de højeste satser indtil 1. august. Men USA har fortsat 25 procent told på biler, der ikke i vidt omfang laves i Nordamerika.

Nogle bilproducenter har forsøgt at mindske konsekvenserne. For eksempel sagde Mercedes-Benz mandag, at visse leverancer til USA var blevet udskudt, i forventning om at toldsatserne igen vil blive sænket.

/ritzau/AFP

Da han var Frankrigs finansminister i 1960erne, beklagede den senere franske præsident Valéry Giscard d'Estaing sig bekendt over det »overdrevne privilegium«, som dollarens position som verdens førende reservevaluta gav USA.

Det betød i bund og grund, at USA kunne låne til lave renter, have vedvarende store handelsunderskud og trykke penge til at finansiere sine budgetunderskud. Han kunne aldrig have forestillet sig, at USA ville ende med at lade disse fordele glide sig af hænde.

Siden Donald Trump vendte tilbage til Det Hvide Hus i januar, har han systematisk ødelagt tilliden til dollaren, både på de globale finansmarkeder og blandt regeringer og centralbanker. Til at begynde med har Trump sendt USAs offentlige finanser på en endnu mere uholdbar kurs, end de var på, før han tiltrådte.

Da Trump begyndte sin anden periode, var USAs budgetunderskud allerede vokset til 6,2 % af BNP, med næsten fuld beskæftigelse, mens statsgælden var steget til omkring 100 procent af BNP.

Trump har gjort alt værre

Men tingene står til at blive meget værre. Langt fra at bringe orden i USAs finanspolitiske hus har Trump og hans støtter i Kongressen presset deres »store, smukke lovforslag« igennem – et skatte- og udgiftsforslag, som det partipolitisk neutrale Congressional Budget Office anslår vil tilføje omkring 3.400 milliarder dollar til gælden over det næste årti.

USAs gældsbyrde er nu på vej mod et niveau, der i 2030 vil være langt højere end ved slutningen af Anden Verdenskrig, da USA nød godt af langt mere favorable demografiske forhold.

I modsætning til efterkrigstiden er den amerikanske økonomi i dag ikke rustet til at vokse sig ud af en større gældsbyrde. Ikke underligt, at store kreditvurderingsbureauer som Moody's nu har frataget USA dets perfekte kreditvurdering.

Trump underminerer yderligere tilliden til dollaren med sin tilsyneladende mangel på bekymring for at holde inflationen i skak. Inflationen ligger i øjeblikket over den amerikanske centralbanks mål på to procent og risikerer at stige yderligere på grund af Trumps aggressive told på udenlandsk import, som har nået niveauer, der ikke er set i 100 år. Alligevel presser Trump Fed til at sænke renterne med ét til to procentpoint og signalerer, at han agter at udpege en pengepolitisk due (der vil have lavere renter) til at efterfølge den nuværende formand for Federal Reserve, Jerome Powell, hvis periode udløber i maj 2026.

Det, der gør tingene endnu værre, er, at Trump har sat spørgsmålstegn ved USAs forpligtelse til fuldt ud at opfylde sine gældsforpligtelser.

Begravet i tidlige udkast til hans »store, smukke lovforslag« var en bestemmelse, der tillod pålæggelse af en »hævnskat« på op til 20 procent på udenlandske ejere af amerikanske aktiver, herunder statsobligationer, hvis de kommer fra lande med skattepolitikker, som Trump-administrationen anser for »uretfærdige« over for USA.

Desuden har centrale Trump-rådgivere foreslået at tvinge udenlandske centralbanker til at konvertere deres beholdninger af amerikanske statsobligationer til 100-årige amerikanske obligationer uden kuponbetalinger som del af den diskuterede »Mar-a-Lago-aftale«.

Hvem skal købe statsobligationerne?

Læg dertil Trumps tilsyneladende ligegyldighed over for retsstaten, og markederne ser ringe grund til at stole på USA. Det forklarer, hvorfor dollaren er faldet med mere end 10 procent siden begyndelsen af 2025, hvilket markerer dens værste præstation i første halvår siden 1973.

Dette fald er des mere chokerende i lyset af Trumps skarpe forhøjelser af toldsatserne og udvidelsen af den kortsigtede renteforskel med andre store økonomier – udviklinger, man ville forvente ville styrke dollarens værdi.

En anden indikation på den kollapsende markedstillid til USA er stigningen i guldprisen på mere end 25 procent over de sidste seks måneder. Og den altafgørende tiårige statsobligationsrente – som sprang i vejret, efter at Trump annoncerede sin »befrielsesdagstold« i begyndelsen af april – forbliver høj trods den betydelige uro på aktiemarkedet, der normalt ville have udløst en flugt til den opfattede sikkerhed på det amerikanske statsobligationsmarked.

Budskabet kunne ikke være klarere: Markederne er utilfredse med Trump-administrationens økonomisk-politiske kurs. Problemet for Trump er, at i modsætning til politikere kan markeder ikke presses eller udfordres i primærvalg. Hvis han nægter at lytte til investorernes advarsler, som det synes sandsynligt, bør USA forberede sig på en krise i dollaren og obligationsmarkedet i optakten til næste års midtvejsvalg. Dagene, hvor verden lod USA leve over evne, nærmer sig hurtigt en afslutning.

Desmond Lachman, seniorforsker ved American Enterprise Institute, er tidligere vicedirektør for Den Internationale Valutafonds afdeling for politikudvikling og -gennemgang og tidligere cheføkonom for emerging markets hos Salomon Smith Barney.

Project Syndicate, 2025.

Oversat af Ulrik Harald Bie

Du kender sikkert udfordringen: På din bankkonto står en sjat penge, som du ikke har planer om at bruge i den nærmeste fremtid.

Pengene har formentligt givet dig lidt renter de senere år, men sådan er det ikke nødvendigvis længere, for næsten alle almindelige lønkonti giver igen nul procent i rente.

Nu ved du ikke, hvad du skal gøre med pengene – men fortvivl ej!

Du har nemlig flere muligheder på hånden, alt efter hvornår du regner med at bruge dine penge, og du kan, hvis alt går vel, tjene penge på at følge dem.

»Der er ingen grund til at have penge stående på en almindelig konto i sin bank, for man kan lige så godt have dem stående til 1,4 procent i rente i stedet for til nul,« mener Søren Verup, der er seniorrådgiver hos Beierholm Finansiel Rådgivning.

Hans vurdering falder i kølvandet på, at landets banker gennem det seneste år har sat deres indlånsrenter ned i takt med, at Den Europæiske Centralbank har gjort det samme.

Det betyder, at danskerne får markant lavere renteindtægter på de rekordhøje 1.259 milliarder kroner, vi tilsammen har stående i banken.

Derfor giver to eksperter her deres bud på, hvad man kan overveje at gøre med sine kontanter i banken, alt efter hvornår man regner med at bruge dem.

Skal du allerede bruge dine penge inden for et år, er dine muligheder temmelig begrænsede, fordi du er nødt til at have en vis sikkerhed for, at pengene er der om et år.

Søren Verup anbefaler i det tilfælde, at man opretter en opsparingskonto hos en bank, der ikke nødvendigvis er ens egen.

»Der findes en række billige banker – en slags discountbanker – hvor man kan få en opsparingskonto, der giver mellem 1,4-1,6 procent i renter, alt efter om man vil binde pengene i noget tid eller have dem på anfordring, hvor man kan hæve med det samme,« forklarer han.

Banker som Santander og Kompasbank plejer at tilbyde rimelig gode renter i den henseende, forklarer rådgiveren. I begge banker er de første 100.000 euro – svarende til cirka 745.000 kroner – dækket af indskydergarantiordningen, hvis banken går konkurs.

Når lønnen tikker ind på ens normale lønkonto, og de faste udgifter er betalt, råder Søren Verup til, at man overfører overskuddet til opsparingskontoen med den høje rente.

»Hvis man har en horisont på 1 år, er det en omkostningsfri måde at få et fornuftigt afkast på. Det kræver selvfølgelig noget tid, når man skal overføre pengene,« siger rådgiveren.

En vigtig del af ligningen er også, at mange banker giver samlerabatter, hvor rabatten vokser, jo mere af ens privatøkonomi man har samlet i banken. Hvis det koster på samlerabatten at flytte en del af ens indeståender i banken, kan det være en dårlig forretning – selvom selve renten er højere.

Karsten Engmann Jensen er indehaver af og rådgiver i Pengeministeriet. Han nikker genkendende til, at man kan oprette en opsparingskonto i en anden bank og flytte penge dertil, men han ville ikke selv gøre det, fordi det er besværligt.

»Jeg er doven af natur, så jeg vil fralægge mig kortsigtede betragtninger. Jeg ville hellere bruge tiden på at se, hvordan jeg kan optimere hele min økonomi – min bolig, min pension, og hvad banken tager i omkostninger fra mig,« siger Karsten Engmann Jensen.

Med en tidshorisont på et år bør man generelt holde pengene tæt ind til kroppen og ikke lade sig lokke af bankernes tilbud – især investeringstilbud – mener Karsten Engmann Jensen.

Han peger på, at flere banker opfordrede deres kunder til at investere i bankernes puljer gennem 2020 og 2021, fordi det var et alternativ til at betale negative renter for at have pengene stående på en konto.

Da aktiemarkedet buldrede ned i 2022, stod mange af de kunder lige pludselig med et urealiseret tab på 20 til 30 procent.

»Det viser tydeligt, at du ikke skal lade sig lokke af de salgsskilte, bankerne stiller frem i vinduet. Generelt skal du lade være med at spille smart med penge, du skal bruge inden for de næste fire til fem år,« mener Karsten Engmann Jensen.

Er der fem år, til du skal bruge pengene, begynder et univers til gengæld at åbne sig, mener eksperterne.

Det er investeringsuniverset.

Søren Verup vurderer, at man med en horisont på fem år kan investere sine sparepenge i indeksfonde eller blandede fonde med et miks af obligationer og aktier.

Indeksfonde er en stor kurv af forskellige aktier, og de er tit billigere i løbende omkostninger end danske bankers egne investeringsforeninger. Årsagen er, at indeksfonde passivt spejler en samling af aktier – et indeks – og aktierne ikke udvælges af bankens betalte medarbejdere.

I samme boldgade anbefaler Karsten Engmann Jensen, at man investerer selv, fordi historikken viser, at bankernes løsninger tit er dyrere og dårligere på afkast, end hvis man tager skeen i egen hånd.

»Hvis man har fem år, kan man godt investere 50 procent i globale aktier og 50 procent i globale obligationer,« siger han og fremhæver, at han ville finde en billig fond inden for hver kategori at investere i.

Helt konkret ville Karsten Engmann Jensen udvælge fonde, der har årlige omkostninger (ÅOP) på under 0,5 procent.

De tilbagevendende omkostninger slipper man helt for, hvis man køber enkeltaktier eller enkeltobligationer, men de to eksperter anbefaler ikke, at man går ned ad den vej med en horisont på fem år.

Selv på obligationer, der tit bliver fremhævet som kedelige og stabile, kan man komme galt afsted.

»Problemet er, at obligationer i princippet er lige så vanskelige at analysere som aktier. Hvis du bare søger nogle frem, risikerer du at købe nogle, hvor du får en overraskelse. Man er nødt til at tale med sin bank om det, og de vil ikke nødvendigvis rådgive til enkeltobligationer, for det tjener de ikke penge på,« erfarer Søren Verup.

Har man en finansiel forståelse, kan blandt andet fastforrentede realkreditobligationer være en mulighed. Der kan man få en rente op til fire procent, men det kommer med en risiko for, at de bliver udtrukket til kurs 100.

Søren Verup anbefaler i stedet, at forsigtige investorer køber en obligationsfond med så lave omkostninger som muligt.

Hvis du har en horisont på 10 år, kan du tillade dig høj risiko, fordi der forventeligt vil være flere gode investeringsår end dårlige.

Sådan lyder den sidste anbefaling fra Søren Verup. I praksis indebærer den højere risiko, at man skruer op for antallet af aktier.

»Men inden man gør det, skal man overveje, hvor meget man ønsker, at ens investering svinger i værdi fra dag til dag. Ønsker man høj risiko, kan aktier – og enkeltaktier, hvor man kan tabe det hele – være fine,« understreger han.

Karsten Engmann Jensen ville med en tiårig horisont skrue op for aktierne i sin portefølje, så 70 procent er globale aktier og de sidste 30 procent er globale obligationer.

Den erfarne pengemand ville dog aldrig vælge 100 procent aktier, fordi der altid kan komme risici ind fra højre og sende aktierne gevaldigt ned. Man skal også huske, at en global fond ikke er mere global, end, at den indeholder 72 procent amerikanske aktier.

Det er værd at tage med i overvejelserne.

Medievirksomheden JP/Politikens Hus køber en femtedel af koncernen Sjællandske Medier.

Det skriver de to mediehuse i en fælles pressemeddelelse onsdag.

Aftalen er godkendt af bestyrelserne i virksomhederne. Men den skal også vedtages på en ekstraordinær generalforsamling i Sjællandske Medier. Den afholdes 11. august.

Sjællandske Medier fokuserer på regional og lokal journalistik. Koncernen har redaktioner og kontorer i 35 sjællandske byer.

Virksomheden udgiver blandt andet Dagbladet, Sjællandske og Frederiksborg Amts Avis samt en lang række ugeaviser.

De to medievirksomheder kalder investeringen en udbygning af et i forvejen tæt strategisk samarbejde.

- Den lokale journalistik er essentiel for sammenhængskraften i Danmark, siger den administrerende direktør for JP/Politikens Hus, Stig Kirk Ørskov, i pressemeddelelsen.

Han kalder Sjællandske Medier "en stærk eksponent for uafhængig lokaljournalistik".

JP/Politikens Hus får også en plads i bestyrelsen i Sjællandske Medier.

Der har i forvejen i Nordsjælland været et samarbejde mellem mediehusene på print, da Frederiksborg Amts Avis og Politiken her arbejder sammen.

De to mediekoncerner udvider nu også samarbejdet til at omfatte digitale produkter.

Den administrerende direktør i Sjællandske Medier, Jens Nicolaisen, mener, at aftalen styrker "mulighederne for at lykkes som uafhængigt lokalmedie".

Han kalder JP/Politikens Hus Danmarks "stærkeste mediepartner".

Koncernen spiller en stor rolle på det danske medie- og avismarked med udgivelser som Jyllands-Posten, Politiken og Ekstra Bladet.

Jyllands-Postens Lokalaviser er aktuelt JP/Politikens Hus' eneste position på det regionale og lokale mediemarked, skriver branchemediet MediaWatch.

/ritzau/

Dansk eksport til USA var i maj ikke umiddelbart ramt af de højere toldsatser, som USA's præsident, Donald Trump, har indført.

Det viser tal offentliggjort af Danmarks Statistik onsdag.

Således steg den samlede eksport til USA i maj med cirka en milliard kroner til 30,4 milliarder kroner.

Den manglende påvirkning kan skyldes, at mange danske virksomheder, der eksporterer til USA, har produktion uden for Danmark og dermed ikke rammes af tolden, siger økonomer.

I april lagde USA's præsident, Donald Trump, ti procent told på varer fra EU - og dermed også Danmark - men tolden rammer hverken medicin eller varer, der produceres i USA.

- Dagens robuste tal for eksporten til USA bekræfter os i, at hovedparten af de danske eksportvirksomheder er i en god position til at håndtere den nuværende handelsstrid med USA, siger Tore Stramer, cheføkonom hos interesseorganisationen Dansk Erhverv, i en skriftlig udtalelse.

- Det gælder naturligvis primært de virksomheder, der har produktion i USA.

Alt er dog langtfra rosenrødt, hvis man ser over en længere periode, påpeger Allan Sørensen, cheføkonom hos interesseorganisationen Dansk Industri.

Han fremhæver, at ser man på de sidste fem måneder af 2024 og sammenligner med de første fem af 2025, er eksporten til USA faldet markant.

- Der er aktuelt store udfordringer på det amerikanske marked. Vi er allerede blevet ramt af en told på ti procent på det amerikanske marked, dollaren er blevet kraftigt svækket, og væksten er på vej ned, fremhæver Sørensen i en skriftlig udtalelse.

Generelt har den amerikanske præsident med en lang række skiftende udmeldinger om told skabt stor usikkerhed.

Det gælder verdensøkonomien mere generelt og dermed også de danske virksomheders vilkår.

EU og USA forhandler fortsat om en aftale på handelsområdet. Det sker under trusler om yderligere forhøjet amerikansk told, der står til at træde i kraft 1. august - en deadline, der dog er blevet ændret flere gange.

Las Olsen, cheføkonom hos Danske Bank, mener ikke, at "der er en stor trussel mod dansk økonomi på kort sigt".

- Medmindre det bliver markant mere voldsomt, end vi har set ind til videre. Det er der så selvfølgelig også en risiko for, at det gør, vurderer han.

/ritzau/

I den nordvesttyske havneby Bremerhaven hænger en tung sky af bekymringer i form af Donald Trumps handelskrige.

Hvert år sender havnen mere end 1,3 millioner tyske biler ud i verden – en stor del af dem mod USA. Men Trumps straftold på 25 procent på biler importeret fra Europa betyder, at antallet af biler, der sendes ud fra havnen, forventes at falde med op mod 50 procent.

Audi, BMW, Mercedes-Benz, Porsche og Volkswagen er blandt de mærker, der forlader havnen med retning mod USA.

Og for dem er Trumps særtold mod europæiske bilproducenter en trussel, som bliver taget ekstremt alvorligt.

Volkswagen sendte topchef Oliver Blume afsted til Washington for at snakke med Trumps handelsminister, Howard Lutnick. Mercedes droppede at oplyse deres fremtidsudsigter.

Der er nemlig milliarder på spil for de tyske bilproducenter. Det handler om indtjening, medarbejdere og investeringer. Men også helt almindelige amerikanere. For de tyske bilproducenters forhold til USA handler om langt mere end Bremerhaven.

50 milliarder på spil

Derfor venter de tyske bilproducenter i spænding og med gru på, at der kommer en handelsaftale mellem EU og USA. Før Trumps handelskrig havde USA en told på 2,5 procent på europæiske biler, mens importtolden på trucks og suv’er var 25 procent. EU har en told på biler på ti procent.

På nuværende tidspunkt lyder den amerikanske told på varer fra EU på ti procent – men 25 procent på biler og bildele. Fordi Europa sælger millioner af biler til USA, men USA ikke kan sælge tilsvarende millioner af biler til Europa, lød forklaringen fra Trump.

Og Trump har en pointe. Ifølge det britiske konsulenthus JATO Dynamics blev der i 2024 sendt mere end 820.000 biler fra Europa til USA, men kun 190.000 den anden vej. Trump glemmer bare, at europæerne ikke har lyst til at købe de amerikanske biler.

Pickuptrucks og store suv’er rimer bare ikke på europæiske veje og parkeringspladser. I hvert fald ikke, når motoren kører på benzin og ikke el.

Men størstedelen af de europæiske biler, der kører rundt på de amerikanske veje, er ikke importeret fra EU. Tal fra Bloomberg viser, at det kun gælder for 45 procent.

Ikke desto mindre kommer en toldsats på 25 procent ifølge Bloomberg til at barbere knap 50 milliarder kroner af driftsindtjeningen hos de europæiske bilproducenter. Også fordi mange dele til biler produceret i USA kommer fra Europa.

Det vil særligt ramme de tyske producenter, der de seneste år ellers har haft rigelig modvind fra særligt indtoget af nye kinesiske elbiler.

Med i det regnestykke hører, at al produktion af Porsche og 70 procent af Audi – som begge hører under Volkswagen-koncernen – bliver importeret fra EU. Det kan skære henholdsvis en fjerdedel og en femtedel af driftsindtjeningen i 2026, vurderer Bloomberg. Mercedes har en stor fabrik i delstaten Alabama.

Volkswagen har en stor fabrik i delstaten Tennessee, men meget af salget i USA kommer fra biler, der bliver produceret på fabrikker i Mexico. Her er tolden på importerede biler på 15 procent, hvilket er bedre, men dog en ringe trøst. Bloomberg vurderer nemlig, at driftsindtjeningen i Volkswagen risikerer at blive ramt med op mod 30 milliarder kroner i 2026.

USAs handelsforhold med Mexico er uafklaret. Trump ønsker at genforhandle den nordamerikanske frihandelsaftale, der også omfatter Canada.

Ikke Ford, ikke GM. På dette punkt fører BMW

Men de tyske bilproducenter er faktisk store bidragsydere til den amerikanske økonomi.

I år forventes det, at mere end 750.000 tyske biler bliver produceret i USA. Det er særligt suv’erne, mens de mindre sedaner fortsat og i høj grad bliver transporteret fra Europa.

Men faktisk er tyske bilproducenter også store eksportører – fra USA. Ifølge Bloomberg kan mere end 300.000 tyske biler se frem til at blive sendt ud af USA i løbet af i år.

Det er hverken Ford eller GM, der sender flest biler ud af USA. Det er BMW. Knap halvdelen af den amerikanske produktion af BMWer bliver fragtet ud af USA. Det skaber vækst og arbejdspladser. Derfor kan det også være et våben. Produktion kan rykkes. Og det kan skade den amerikanske beskæftigelse.

Spørgsmålet bliver derfor, om Trump kan overtales til en tovejsløsning. For tyske biler kan bruge amerikansk software. Mikrochip fra NVIDIA eller GPS-systemer, der bygger på Google Maps. Og dermed ingen told på nogen af delene.

Det kan han måske blive nødt til.

»Der var intet håb – men så kom BMW«

For Trump undervurderer måske, hvor meget værdi europæiske virksomheder egentlig bidrager med til den amerikanske økonomi. Og samfund. Men det gør de ikke i Spartanburg, South Carolina.

Her ligger BMWs største fabrik i USA – og i verden.

Mere end 1.500 biler bliver hver dag produceret på fabrikken, der både direkte og indirekte skaber 43.000 job i delstaten. Det er fem procent af den samlede beskæftigelse i fremstillingsindustrien i South Carolina. En republikansk højborg.

Alligevel deler fabrikken vandene. Trumps kontroversielle handelsrådgiver Peter Navarro har kaldt fabrikken for et »svindelnummer«, der »ikke arbejder i USAs interesse«. Fabrikken ligger i en såkaldt »foreign trade zone«, hvilket betyder, at dele, som bruges i biler, der skal eksporteres, er toldfri.

Men lokale beretter om den fremgang, som byen har haft, siden fabrikken stod klar for 30 år siden.

Der er kommet liv i downtown, hundredvis af internationale virksomheder er draget til byen – og senest er der blevet bygget et nyt baseballstadion.

»Der var intet håb – men så kom BMW,« har et republikansk medlem af amtsrådet fortalt til The Washington Post.

Og dét kan blive farligt for Trump af undervurdere. Det håb, som mange europæiske virksomheder har skabt i det, der engang har været amerikanske spøgelsesbyer.

Både i Bremerhaven og Spartanburg håber man på en handelsaftale mellem EU og USA, der kan holde gang i samhandlen. Men de må vente i spænding endnu. Den 9. juli er blevet til den 1. august. Og det er ikke engang sikkert, at Trump ved, hvornår og med hvad han er tilfreds.

Boligkøbere i København og omegn skal være klar til at betale højere priser end for et år siden. Og der er mindre at vælge imellem.

Et mindsket udbud er nemlig med til at presse priserne i vejret på især ejerligheder i hovedstaden.

Det viser tal fra Finans Danmark, der er bankernes interesseorganisation, for juni i år.

I Københavns Kommune lå den gennemsnitlige udbudspris for en ejerlighed i juni på 73.672 kroner per kvadratmeter.

Det udgør en stigning på 12,9 procent fra sidste år og 0,14 procent fra måneden forinden, og dermed er "sommeren startet med rekordhøje udbudspriser på ejerlejligheder i København".

Det siger Peter Jayaswal, underdirektør for realkredit, ejendomsfinansiering og samfundsomstilling i Finans Danmark.

- På trods af global usikkerhed og lav forbrugertillid fortsætter priserne med at stige, hvilket blandt andet kan skyldes et stærkt arbejdsmarked og et begrænset udbud, siger han i en pressemeddelelse.

- Selv når der korrigeres for inflation, er de reale udbudspriser nu højere end nogensinde før i byen.

Ser man på antallet af udbudte boliger i hovedstaden, er der både for ejerlejligheder og parcel- og række huse sket et fald over det seneste år.

- Det er især for potentielle lejlighedskøbere i de store byer, at valgmulighederne er svundet ind det seneste år, siger Brian Friis Helmer, privatøkonomi i Arbejdernes Landsbank.

Han siger, at udbuddet stadig er "mærkbart højere" end under corona, men at der er godt gang i bolighandlerne og derfor også færre salgsskilte.

- Boligmarkedet har ganske fin fart på i øjeblikket. Priserne stiger, og vi ser også handlerne have taget et skridt op siden efteråret, fastslår han i en skriftlig kommentar.

- Vi forventer sådan set i det store hele, at handlerne vil fortsætte omkring sit nuværende leje i den kommende tid, og at der er yderligere prisstigninger i vente, om end i et mere adstadigt tempo herfra.

/ritzau/

Der skal bruges milliarder på det danske forsvar i de kommende år. Det har vi heldigvis råd til, men der er en ganske betydelig omkostning ved den store investering, som fortsat ikke fylder ret meget i danskernes bevidsthed.

Selvom de økonomiske muskler er til stede, vil prisen for investeringerne blive mærkbar for samfundet. 

Det vurderer både cheføkonom i Nordea Helge J. Pedersen og cheføkonom i Danske Bank Las Olsen.

Baggrunden for de markante udgifter ligger i et historisk mål, der blev fastsat på NATO-topmødet i juni, som beskrevet på Berlingske tirsdag.

Landene forpligter sig til at bruge fem procent af bruttonationalproduktet – BNP – på forsvar.

Lidt afhængigt af hvordan man udregner det præcise beløb, svarer det til, at vi skal øge de danske investeringer i Forsvaret med 90 milliarder kroner om året, og det skal gå ganske stærkt.

»Det er virkelig mange penge, det drejer sig om. Jeg tror, at der er ni supersygehuse om året i al fremtid. Det kan også illustreres ved, at når man hvert år har finanslovsforhandlinger, har man et sted mellem en halv og en hel milliard at forhandle om. Investeringerne i Forsvaret svarer til mange finanslovsforhandlinger,« siger Helge J. Pedersen.

Det samme siger Las Olsen.

»Det er meget markant, at man i fredstid pludselig skruer så meget op for investeringerne. Måske lavede man investeringer i samme størrelse i 60erne og 70erne, da man begyndte at opbygge velfærdsstaten, men det er meget usædvanligt,« siger Las Olsen.

Vi går glip af noget

Han fremhæver, at man normalt først ville beslutte, hvordan pengene skal bruges, og derefter hvor meget der skal investeres.

Med de øgede forsvarsudgifter bliver rækkefølgen lige omvendt.

De store udgifter vender altså op og ned på den sædvanlige måde at prioritere på. Samtidig understreger økonomerne, at det danske samfund står med et solidt økonomisk fundament til at løfte opgaven.

Vi har haft en lang række år med solide overskud på de offentlige finanser, så regeringen har et gigantisk beløb stående på kontoen i Nationalbanken, mens statsgælden er banket i bund.

Alligevel rejser de øgede udgifter et vigtigt spørgsmål: Hvad går Danmark glip af, når så mange penge bindes til forsvarsbudgettet? 

Det er det, som økonomerne kalder alternativomkostninger.

»Det er nødvendigt at bruge de mange penge til Forsvaret, men det kommer med en pris. Der er noget andet, som vi ikke har råd til. Vi kunne eksempelvis have brugt flere penge på uddannelser, der kunne have øget vores produktivitet,« siger Helge J. Pedersen.

Det lever vi bedre med

Han mener, at den omkostning altid er lidt overset i den offentlige debat.

»Det er ligesom under pandemien. Der brugte vi mange penge på at holde økonomien kørende. Det var nødvendigt, men de ville også kunne være brugt på en anden måde. Inden for økonomi er ressourcer altid begrænsede,« siger Helge J. Pedersen.

Las Olsen er meget enig, men han mener, at det er meget naturligt, at vi har en tendens til at overse den omkostning.

»Sådan er vi som mennesker. Vi kan bedre leve med, at der er en skattelettelse, vi ikke får. I stedet for at vi skal ud og sætte skatten op for at finansiere forsvarsudgifterne. Men de to ting er i princippet det samme,« siger Las Olsen.

Forsvaret skal bruge flere folk

Ud over de økonomiske overvejelser peger eksperterne også på, at de store investeringer vil ændre balancen mellem den offentlige sektor og resten af økonomien.

Det er ofte blevet fortalt, at vi her i landet har verdens største offentlige sektor. Med de store investeringer i Forsvaret kommer den til at blive endnu større, medmindre der kommer besparelser andre steder, hvilket nok ikke vil være så populært.

Hvor meget større den offentlige sektor bliver, afhænger af, i hvilket omfang vi selv skal til at producere mere udstyr til Forsvaret, eller om vi køber det meste i udlandet.

De ekstra investeringer kan også få konsekvenser for et arbejdsmarked, der i forvejen oplever pres på ressourcerne.

Det Økonomiske Råd har derfor også i deres forårsrapport opfordret til, at de øgede investeringer primært kommer til at foregå via import.

Helge J. Pedersen og Las Olsen understreger begge, at det sandsynligvis vil blive en blanding af købt i udlandet og noget, vi selv producerer.

Det vil også skabe en omvæltning i den danske økonomi, hvor sektorer vil vokse, mens andre vil blive mindre.

»Der bliver kamp om arbejdskraften. Hvis der skal bruges mere personel i Forsvaret, vil der være færre medarbejdere til andre erhverv som eksempelvis industrien,« siger Helge J. Pedersen og fortsætter:

»En stor del af pengene kan blive brugt på våben og andet militært købt i udlandet. Det har ikke nogen umiddelbart aktivitetseffekt herhjemme. Men det kommer helt sikkert til at blive en blanding af import og noget, vi producerer selv,« siger Helge J. Pedersen.

Las Olsen siger det på en anden måde.

»Det er det store spørgsmål, om vi kan levere alle de ydelser, som der skal til. Der skal bruges flere soldater, men der skal også bygges og produceres en masse ting til Forsvaret. Det kommer til at gå ud over noget andet,« siger Las Olsen.

En del af manglen på arbejdskraft kan også løses ved, at der kommer endnu mere udenlandsk arbejdskraft til landet.

De kommende års milliardinvesteringer i dansk forsvar vil få vidtrækkende konsekvenser for samfundet. Mens Danmark har råd til at løfte udgifterne, vil det uundgåeligt betyde fravalg andre steder. Hvordan vi håndterer disse prioriteringer, kan blive afgørende for både økonomi og velfærd.

Jeff Bezos ekstravagante bryllup i Venedig sidste uge har skabt overskrifter i medier verden over. Det er ikke kun på grund af den fornemme gæsteliste eller de smukke outfits. 

Mest af alt handlede dækningen om, at lokalbefolkningen var stærkt utilfredse med rigmandens bryllupsplaner. Illustreret med teksten »Hvis du kan leje Venedig til dit bryllup, kan du også betale mere i skat« påtrykt et stort banner på Markuspladsen.

Der er også blevet set flere Bezos-lignende dukker flyde rundt i Venedigs kanaler. Ubevægelig, men klamrende til en Amazon-pakke. 

Amazonstifterens enorme formue er et tilbagevendende element i protesterne. 

Og det er ikke første gang, at de ultrarige møder folkelig modstand, og der bliver råbt eat the rich og antikapitalistiske budskaber fra hustagene og bag computerskærmene.

Bag computerskærme på sociale medier fik kritikken af Taylor Swifts transportvaner frit løb sidste år, og Manchester United-fans reagerede med vrede og årelange protester, da en amerikansk rigmandsfamilie købte den engelske fodboldklub. 

Underjordisk rigmandsparadis

Det var også tilfældet, da rygterne begyndte at svirre om et storslået byggeri på Hawaii.

Formålet var egentlig det stik modsatte. Omgivet af meterhøje hegn fik Facebookstifteren Mark Zuckerberg bygget en bunker ved navn Koolau Ranch.

Efter sigende har byggeriarbejderne underskrevet fortrolighedserklæringer, så de ikke må dele detaljer om det mere end halvanden milliard kroner dyre underjordiske palæ, som både har bombesikrede døre og ifølge lækkede dokumenter er totalt selvforsynende hvad angår energi og vandforsyning.

Men hemmeligt eller diskret forblev bunkerbyggeriet ikke.

I en lang undersøgende artikel i mediet Wire blev det afdækket, hvordan Zuckerberg i årevis har opkøbt jord af lokale og i flere tilfælde presset disse jordejere til at sælge værdifuld og traditionsrige jordstykker.

Der gisnes i The Guardian om, hvorvidt Zuckerberg frygter en zombieapokalypse, robotovertagelse eller blot oversvømmelser, som der i øvrigt er omkring 11 af om året på Hawaii.

Lokalbefolkningen har i langt de fleste tilfælde været anonyme eller tilbageholdne med kritik af frygt for konsekvenserne. På internettet får ordlyden mere frit spil.

Et eksempel lyder, at det er »åbenlyst ondskabsfuldt« og en de facto annektering af Hawaii, som Facebookstifteren har gang i.

Ned med Wall Street

Der bliver endnu også gjort brug af gode gamle gadeprotester, når de rige skal have demonstranternes utilfredshed at mærke.

Første gang i 2011 blev Wall Street på Manhattan i New York scene for demonstrationer under navnet »Occupy Wall Street«. Iværksat af den canadiske venstreorienterede aktivistgruppe Adbusters gik tusindvis på gaden med skilte og kampråb.

Vi fik også vores helt egen udgave på Rådhuspladsen i København samme år, hvor der blev opfordret til at medbringe telte og mobile køkkener, så »besættelsen« kunne vare ved. Efter en række anholdelser blev demonstrationen dog opløst efter kun et par dage.

»Vi er de 99 procent,« blev et velkendt slogan ved protesterne, som fortsatte i årevis, med henvisning til den massive ulighed, som eksisterer mellem den rigeste procent og resten af verden.

Protesterne er ikke rettet mod enkelte personer, men snarere det kapitalistiske system, som muliggør at nogle mennesker kan tjene kolossale lønninger – eksempelvis på handelsgulvene på Wall Street.

Det har ikke medført konkrete systemiske forandringer, men mange er kommet på fornavn med Occupy Wall Street-bevægelsen, som fik sat fokus på rigmandsvreden endnu engang.

Fodboldklub solgte sin sjæl

Loyalitet i fodbold gælder i medgang og modgang. Men hvis der er én ting, som kan få inkarnerede fans til at tvivle på deres klub, er det ejerskabet.

Det mest kendte eksempel er formentlig den engelske klub Manchester United, der i 2005 blev opkøbt af en amerikansk milliardærfamilie ved navn Glazer. De havde tjent store summer på ejendomsinvesteringer, som de blandt andet havde kastet i football-klubben Tampa Bay Buccaneers. 

Opkøbet var kontroversielt fra start. Finansieringen var fuld af problemer, og sendte klubben ud i en årelang gældskrise. Desuden var de loyale fans stærkt utilfredse med amerikansk indblanding, som, de mente,  lå langt fra den stolte engelske tradition. 

Utilfredsheden kulminerede en søndag aften i 2021, hvor Manchester United skulle have spillet overfor rivalerne i Liverpool. Så langt nåede man dog aldrig, da fans brugte anledningen til at markere utilfredshed med ejerskabet. Man ønskede Glazer-familien ud. 

»Du kan købe vores klub, men du kan ikke købe vores hjerte og sjæl,« stod der på et medbragt skilt. 

Taylor Swifts privatflyvninger

Tilværelsen som international popstjerne med en kæreste i toppen af den amerikanske football-liga er en travl en af slagsen.

Derfor er det måske ikke så mærkeligt, at Taylor Swift tyede til sit privatfly, da hun på én weekend både skulle optræde i Tokyo for dernæst at se sin kæreste Travis Kelce vinde Super Bowl i Nevada i februar 2024.

Men den slags flyveture kommer med en seriøst CO2-udledning og er bare ét eksempel af mange på Taylor Swifts store forbrug af sit privatfly. 

Det blev offentligheden gjort opmærksom på af en ung collegestuderende ved navn Jack Sweeney.

Flydata fra kommercielle såvel som private fly og helikoptere er nemlig offentligt tilgængelige i USA af sikkerhedsmæssige grunde. 

»Jeg synes, det er en god ting at skabe opmærksomhed omkring, hvordan de her mennesker flyver rundt,« siger Jack Sweeney til Fortune.

Han har i årevis delt på sine sociale medier, men kombinationen af Taylor Swifts stjernestatus og hendes meget heftige brug af flytransport satte for alvor internettet i kog, som Berlingske før har skrevet om.

En række klimaaktivister fra gruppen Just Stop Oil forsøgte desuden at spraymale Swifts privatfly, men mislykkedes, da de kunne ikke finde det.

Jack Sweeney deler i øvrigt stadig nogle af Taylor Swifts flyruter på X. Så sent som i juni drog popstjernen fra Tennessee til Arkansas på en 57 minutter lang tur med privatflyet.